|
På denne side kan du hver måned finde en ny opskrift fra Kina. Opskrifterne vil ligge på nettet i et årstid.
Januar 2012 Februar 2012 Marts 2011 April 2011 Maj 2011 Juni2011 Juli 2011 August 2011 September 2011 Oktober 2011 November 2011 December 2011
Normalt regner man med fire hoved-køkkener i Kina
Beijing-køkkenet, Det nordlige køkken:
Klimaet er præget af tørre somre og lange iskolde vintre - hårde betingelser for fødevareproduktionen. Hirse, majs, gaoliang og hvede er de dominerende kornsorter. Kål og roe-arter er de dominerende grønsager. Samtidig med disse hårde betingelser har Beijing været centrum for kejserriget og hoffets residens. Herved har byen tiltrukket chefkokke fra hele riget. De har bidraget med kulinariske specialiteter. Det sidste kejserdynasti - Manzu'erne medførte også deres lokale spisevaner og retter. De er nu en del af Beijing-køkkenet. Saltede soyabønneprodukter, forårsløg og hvidløg er nogle af de gennemgående krydderier.
Shanghai-køkkenet, Det østlige køkken
Området er præget af frugtbare jorder, masser af søer og floder og hermed stor variation i udbuddet af ingredienser. Påvirkning fra Vesten fra den tid Shanghai var kolonimagternes residens har også sat sit præg på køkkenet. Fiske- og skaldyrsretter er nogle af de største specialiteter. Retterne er ofte ret olieholdige, ofte sødet og ofte tilsat Shaoxing vin. Rød-kogningsteknikken (hong shao) er udviklet her, og man er særligt dygtig til at arrangere kunstfærdige kolde retter.
Sichuan-køkkenet, Det vestlige køkken
Dette område er Kinas folkerigeste. Dermed være også sagt at det er uhyre frugtbart. Klimaet tillader at der dyrkes afgrøder året rundt. Man har haft tæt kontakt med Indien og hermed buddhismen, hvorfor der er mange vegetariske retter. Sichuan-køkkenet er krydderimæssigt det mest bemærkelsesværdige, og nok også det mest velkendte uden for Kina. Der opereres med syv smagsoplevelser, og ofte er de alle syv i een og samme ret, der så er krydret med: sukker, eddike, soya, hvidløg, ingefær, forårsløg, sesamolie og ikke mindst brændende stærk rød chili! - Det stærke er så absolut det, man lægger mærke til ved Sichuan-køkkenet.
Guangzhou-køkkenet, Det sydlige køkken (Canton-køkkenet)
Klimaet er subtropisk, og landet er frugtbart. Følgelig præsenterer Guangzhou-køkkenet den største variation i ingredienser. Det er også i dette område, man på det nærmeste spiser alt! Hunde, katte, slanger og aber for bare at nævne noget af det vi danskere dårligst kan finde på at spise. Men udbuddet af fisk, skaldyr og forskellig frugt og grønt er også stort. Karakteristisk for køkkenet er at alt skal være friskt, og det tilberedes i høj grad med lynstegning i wok'en. Maden er ikke specielt stærkt krydret, der lægges mere vægt på delikat harmonisk kombination. Canton-køkkenet er i dets afarter kendt over hele verden. Det var nemlig især fra Guangzhou, kinesere udvandrede og spredte sig som oversøiske kinesere. Hvor de kom frem, videreudviklede de deres specielle kinakøkkener med friturestegning, forårsruller og sursød sovs.
|