[Nyhedsoverblik]
[Aktuelt]
[Arrangementer]
[Om foreningen]
[Oplysningsmateriale]
[Magasinet Danmark-Kina]
[Internationalt om Kina]
[Rejser]
[Anmeldelser og bøger]
[Tidsskrifter]
[Infoshop]
[Galleri]
[Links]
[Dansk-kinesisk samarbejde]
[Vink og vejledning]
[English summary]
fb

Kinesisk Nytår

LOGO VDK kopi

Spisebordets takt og tone
af Inger Marie Møller

I enhver kultur spiller maden og måltidet en særlig rolle. Og det er vel i grunden ikke så underligt: Det er jo en absolut forudsætning for livet og sekundært for et samfund, at man far noget at spise. Her i landet siger vi således: "Uden mad og drikke duer helten ikke."

I Kina er madens kulturelle betydning særlig stor: At spise er næsten en hellig foreteelse. Men Kinas årtusindlange historie er da også fortællingen om krig på krig og oversvømmelse på oversvømmelse - eller sagt på en anden måde: hungerkatastrofe på hungerkatastrofe.

En almindelig hilsen i Kina lyder "Chi-guo fan ma?" Det betyder: "Har du spist?" Det svarer til vores "Hvordan har du det?". Vi svarer: "Godt, tak", og det i grunden uanset hvordan vi har det. Men i Kina svarer man faktisk på om man har spist eller ej!

Et samfund og dets kultur er under konstant udvikling og forandring. Det samme er spisevanerne: Hvordan og hvad man spiser. Herhjemme er vores spisevaner f.eks. blevet meget mere multinationale: Pizza, pasta og burgere er blevet dansk dagligmad, ligesom fastfood og færdigretter. Kartofler og brun sovs er derimod ved at blive en sjældenhed.

Tilsvarende udvikler det kinesiske køkken sig hele tiden, og det gælder også skik og brug samt takt og tone omkring måltiderne. Kina er desuden et stort land, hvor takt og tone er forskellig rundt omkring. Men det, som jeg her vil fortælle, skulle dog være nogenlunde generelt.

Et selskab

Et kinesisk spisebord kan have mange udformninger; men et "officielt" bord er rundt med plads til 8-10 personer. Det runde bord har den fordel, at der ikke er noget "højbord". Alle sidder som ligemænd rundt om bordet, og ingen risikerer at fa en dårlig placering. Der er dog alligevel forbundet en vis status med placeringen: Værten sidder med ansigtet mod døren. På den måde kan han holde øje med, hvem der kommer ind. Han kan så også forsvare sine gæster - et levn fra fortiden, hvor der var hemmelige selskaber, og hvor man kunne risikere, at fjenderne kom og overfaldt én midt i middagsmaden.

Det morsomme for mig er, at da jeg var barn, og vi sad om det lange spisebord derhjemme (7 børn og 2 forældre), da sad min far for bordenden, hvorfra han kunne holde øje med døren ud til entreen. Han sagde, at det var husbondens plads, netop for at han kunne holde øje med, hvem der kom ind. (Hos os var der dog ikke så meget tale om indtrængende fjender ...).

Tilbage til vores kinesiske spisebord: Til højre for værten sidder den mest fremtrædende gæst, og til venstre for værten den mest fremtrædende gæsts hustru. Lige over for værten sidder værtinden (eller vært nr. 2) og ved siden af hende den næstmest fremtrædende gæst. Hermed er de fremtrædende personer i selskabet fordelt omkring bordet, og alle kan tale sammen og have øjenkontakt.

Hvad taler man så om? Ja, først og fremmest taler man om maden. Det er konversationsemne nummer et. Man roser og priser retterne, deres udseende og smag, måltidets variation og sammensætning. Man komplimenterer kokken.

Et kinesisk middagsselskab handler nemlig om mad. Man mødes og spiser i timevis. Bagefter skilles man og går hjem uden hverken kaffe eller yderligere fest og ballade, i hvert fald når det drejer sig om et traditionelt kinesisk middagsselskab.

Kunsten at spise

At spise i timevis er muligt, da der jo serveres adskillige retter mad. Jo flere retter, jo større ære viser man gæsterne eller anledningen til middagen. Selv den mindste anledning vil kræve 10-12 retter, en større over tyve.

Retterne serveres i flere omgange. Fadene står midt på det runde bord, hvor alle kan nå. Man sender nemlig ikke fadene rundt! Det betragtes som uhøfligt at flytte fadene, også selv om det f.eks. skulle være for at hjælpe en medspisende. Nogle borde er indrettet, så midten af bordet, hvor fadene står, kan drejes rundt.

Da fadene står midt på bordet, er der ikke plads til den her i vesten traditionelle pynt i form af blomster. Men i den kinesiske middag indgår såkaldte skueretter: Kunstfærdigt anrettede retter, der sagtens kan konkurrere med vores blomsterdekorationer.

Der er ikke helt faste regler for, hvor meget porcelæn der skal indgå i borddækningen. Herhjemme spiste man tidligere af det samme grødfad, i hvert fald ude på landet. Noget tilsvarende findes i en vis udstrækning stadig i Kina. Alle har dog deres egen skål til ris, eller hvad der nu ellers er basis i måltidet. Men under private og uformelle former kan familien godt nøjes med det og så ellers lange til af fadene midt på bordet - med egne spisepinde.

Véd en formel middag vil der være små tallerkener, hvorpå man øser op fra fadene midt på bordet, og der vil være særlige skeer eller pinde til at øse op med. Værten finder udsøgte godbidder, som han primært giver til den mest fremtrædende gæst. Det kan godt være, at han bruger sine egne spisepinde til det. Gæsten må naturligvis spise disse godbidder for at leve op til takt og tone.

Den gode vært vil nøde sine gæster til at spise. Den velopdragne gæst vil i første omgang afslå for ikke at fremstå som grådig. Men derefter vil han lade sig nøde til at spise et par bidder mere. Det er uhøfligt at snuppe de største og bedste stykker på fadet til sig selv. Tilsvarende tager man heller ikke det sidste på fadet. Det ville ikke bare være grådigt, men også meget uhøfligt (som her til lands). På den måde antyder man nemlig over for værten, at der ikke var mad nok!

Det kan nemt forekomme os europæere eksotisk at spise med pinde, og da pindene samtidig er elegante redskaber, kan vi også opfatte det at spise med pinde som en elegant og æstetisk foreteelse. Det er det dog ikke! Der er ingen regler for, hvordan man skal holde og styre pindene. Det drejer sig bare om at skovle ind, og for at lette arbejdet løfter man gerne skålen op til munden. Men skålen skal holdes med tommelfingeren på kanten. Den må ikke hvile inde i håndfladen, for det er tiggerens gestus.

Skønt pindene kan betjenes efter bedste evne, er der dog nogle ting, man ikke må med dem: Man må ikke række over andres spisepinde, ligesom vi her til lands heller ikke rækker over andres tallerkener. Man må ikke vifte med pindene, når man taler, og heller ikke pege på nogen med dem. Endelig må man ikke stille pindene på højkant i risskålen - det vil virkelig være en katastrofal brøler, da det minder om de røgelsespinde, der brændes af ved ceremonien for forfædrene. En tilsvarende pinlig fejl vil være at vende en fisk på tallerkenen. Det er nemlig symbol på et kæntret skib, og det vil selvfølgelig være særlig slemt, hvor der er fiskere eller sømænd til stede. Man bliver altså nødt til at kæmpe med fisken og befri den for ben uden at vende den.

Når man til slut er aldeles mæt, lægges spisepindene på bordet ved siden af skålen/tallerkenen. Det signalerer, at man nu er færdig med at spise, men man behøver ikke at have spist op. Ben, skaller, andet uspiseligt og hvad man eventuelt levner efterlades på tallerkenen. I løbet af en større formel middag vil tallerkenerne blive skiftet ud i takt med, at de forskellige retter serveres. Har man mange levninger, kan de anbringes på bordet, hvis der ikke er en eller anden sidetallerken til formålet. På en kinesisk restaurant kan man sagtens risikere at finde kyllingeben og andre uspiselige rester på gulvet under bordene ...

Under måltidet må man gerne, ja, man skal faktisk helst give højlydt udtryk for, at man nyder måltidet. Og det gør man vel at mærke ved højlydt at smaske og slubre! Kinesisk mad skal kunne høres. En god og dybtfølt "herrebøvs" ved afslutningen af måltidet vil heller ikke være af vejen.

Ganbei!

Den mest almindelige "skål" i Kina er "ganbei". Det betyder "tørt glas" og svarer faktisk til "bunden i vejret”

Drikkelse til måltidet kan være alt fra te til risbrændevin. Den høflige gæst fylder ikke sit eget glas uden først at skænke for de omkringsiddende. Ved en formel middag drikker man ikke så meget som en slurk af de alkoholiske drikke uden at invitere til en skål. Det gøres ved at løfte glasset og smile til de øvrige. Herefter kan man drikke. De øvrige behøver ikke drikke med; men hvis man som æresgæst ved en middag af en eller anden grund får en "skål" direkte henvendt til sig, bør man i det mindste løfte glasset til munden. Men man behøver altså ikke at drikke hver gang.

Men det korte af det lange er, at selvom det kinesiske middagsselskab først og fremmest drejer sig om mad, og man traditionelt bryder op efter endt spisning, ja, så er det som alle andre steder i verden: De spisende kan godt være blevet lidt besoffne undervejs, og går måske ikke helt lige på deres videre færd ...

Inger Marie Møller

Litteratur:

Gong Dan: "Food and drink in China — A visitor's guide", New World Press, Beijing China, 1986 Frena Bloomsfield: "The book of Chinese Beliefs", Arrow Books, London 1983